Studentermedhjælper – teknisk tegner til specialinventar og garderober

Deltid med mulighed for delvist remote arbejde

Har du teknisk forståelse, blik for detaljen og erfaring med teknisk tegning af møbler, inventar eller lignende konstruktioner?

Hos NS Interiør søger vi en studentermedhjælper, der kan omsætte vores opmålinger, 3D-scanninger og godkendte kundetegninger til præcise produktionstegninger af skræddersyede skabe og garderobeløsninger.

Designet og løsningen er som udgangspunkt allerede fastlagt. Din opgave bliver at sikre, at den kan gå videre til produktionen på et præcist og gennemarbejdet teknisk grundlag.

Din rolle

Du modtager opmålinger, 3D-scanninger, kundetegninger og øvrig projektinformation og omsætter materialet til tekniske produktionstegninger.

Det betyder blandt andet, at du arbejder med korpus, fronter, pladematerialer, tilpasninger, skuffer, boringer, samlinger og øvrige detaljer, der er nødvendige for, at løsningen kan produceres korrekt.

Du kommer blandt andet til at:

  • udarbejde produktionstegninger til skabe, garderober og andet specialinventar

  • omsætte opmålinger, 3D-scanninger og godkendte kundetegninger til et præcist teknisk grundlag

  • angive mål, korpus, fronter, tilpasninger, skuffer, boringer og samlinger

  • nedbryde løsninger i de nødvendige komponenter og pladedele

  • udarbejde styklister, når projektet kræver det

  • sikre, at tegninger og mål er gennemarbejdede, inden materialet sendes til produktion

  • foretage tekniske tilpasninger og rettelser undervejs i dialog med os og produktionen

Hvem forestiller vi os, du er?

Du er måske studerende inden for bygningskonstruktion, produktudvikling, design, arkitektur, møbelkonstruktion eller en anden teknisk retning. Din konkrete uddannelse er dog mindre vigtig end din evne til at forstå, hvordan et skab er konstrueret og omsætte en eksisterende løsning til præcise produktionstegninger.

Det er en klar fordel, hvis du har erfaring med skabe, køkkener, garderober, møbler eller andet inventar i pladematerialer og træ.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • har en god forståelse for mål, konstruktion og detaljer

  • kan arbejde præcist og struktureret

  • kan læse og omsætte opmålinger og eksisterende tegninger

  • forstår sammenhængen mellem en tegning og den fysiske konstruktion

  • tager ansvar for, at dit materiale er korrekt og anvendeligt for produktionen

Hvilket tegneprogram du arbejder i, er mindre afgørende. Har du erfaring med at udarbejde materiale til CNC-produktion, er det en fordel, men ikke et krav.

Fleksible rammer

Stillingen er på deltid og kan tilrettelægges, så den passer ved siden af dit studie. En del af arbejdet kan udføres remote, men vi forestiller os løbende møder i Brøndby, hvor projekter og tekniske spørgsmål kan gennemgås sammen.

Omfanget kan variere i takt med antallet af projekter. Det vigtigste for os er, at samarbejdet fungerer, og at tegningerne er gennemarbejdede og klar, når produktionen skal bruge dem.

Bliv en del af NS Interiør

Vi er en mindre virksomhed med store ambitioner og kort fra idé til handling. Du bliver en vigtig teknisk del af processen mellem den godkendte kundeløsning og den færdige produktion og kommer til at arbejde tæt sammen med både vores team og produktionen.

I takt med at forretningen udvikler sig, er der mulighed for, at rollen og samarbejdet kan udvikle sig med den.

Family first

Vi tror på, at man godt kan være ambitiøs og tage stort ansvar på arbejdet, uden at arbejdet skal fylde alt. Familien derhjemme betyder mest. Når vi er på arbejde, arbejder vi til gengæld sammen som ét hold, hjælper hinanden og tager ansvar for det, vi bygger sammen.

Sådan ansøger du

Send dit CV og en kort motiveret ansøgning til kontakt@skaevtcph.dk.

Har du eksempler på tekniske tegninger eller projekter, du tidligere har arbejdet med, må du meget gerne sende dem med.

Vi glæder os til at høre fra dig.